ifavn.net

Jeg skal til graviditetsyoga i dag - glæder mig rigtig meget. Jeg går og smådanser medens jeg køber ind til Lucas’ fødselsdag og kan mærke babyen bevæge sig inden i. Når jeg svinger med hofterne kan jeg mærke at jeg får lidt mere plads i min mavesæk og kan trække vejret lidt bedre.

Min fødsel sidste gang gik ikke som jeg håbede og ønskede. Man kan måske sige at det skyldtes mine alt for høje forventninger. Det mener jeg jo så ikke . Personligt er jeg nok nået frem til den konklusion at det ikke lykkes for mig fordi jeg ikke tog fødslen “på mig”. Jeg har brugt meget tid på at bebrejde min jordemoder, men det er gået op for mig at jeg faktisk ikke når særligt langt ved at bruge min energi på at bebrejde hende. Hun gjorde det hun mente var det bedste i den givne situation - nogle er uenige med hende, men det var ikke forkert det hun gjorde.

Men sidst havde jeg ikke brugt meget tid på fødselsforberedelse - på trods af at jeg ville have en hjemmefødsel. Det skyldtes til dels at jeg mente at “det gjorde man da bare” - en sund holdning egentlig, men også lidt farlig, når man aldrig har kendt noget til fødende kvinder eller hørt deres fødselsberetninger. Jeg gik til noget fødselsforberedelse på Hvidovre hospital, men fik ikke noget ud af det for at være helt ærlig.

Det jeg har fundet ud af nu er at jeg skal tage ansvar for min fødsel. Det betyder at jeg skal forberede mig på hvordan jeg gerne vil have min fødsel skal foregå og finde ud af hvordan jeg bedst opnår det.

Jeg har fået en lang læseliste fra et par veninder. Jeg ved ikke om jeg når det hele - men jeg er godt igang. Den første bog jeg har læst er “Ina May’s Guide To Childbirth” - en fantastisk bog der i den grad har fået mig til at forstå, hvor vigtigt det er at hovedet er med. Jeg har en tendens til at koble hovede og krop fra hinanden og det fungerer bare ikke i en fødsel. Det er fint at jeg troede at “det kunne jeg bare” - men hvis jeg troede at jeg kunne lægge min hjerne i et hjørne og lade kroppen tage over, så tog jeg fejl. Eller jeg var i hvert fald ikke parat til at lægge hjernen fra mig sidste gang.

Det er jeg nok heller ikke denne gang og derfor må jeg jo arbejde bevidst med at ville denne fødsel. Bogen giver mange gode fif og ideer til hvordan man kan hjælpe fødslen på vej - både fysisk og psykisk. Hun er af den helt klare holdning at de fysiske øvelser ikke virker hvis man ikke psykisk er med.

Derud over skal jeg som sagt starte til graviditets-yoga i aften - det bliver rigtig spændende! I august skal min mand og jeg så på to små fødselsforberedende kurser sammen. Det glæder jeg mig endnu mere til. Jeg håber virkelig at vi kan blive et godt team i forbindelse med den her fødsel.

Jeg brugte meget tid og energi på at finde ud af hvad jeg ikke ville i denne fødsel. Det har været nødvendigt for at komme herhen. Men nu hvor jeg er her vil jeg bruge min energi på at fokusere på hvad jeg vil. Jeg kan mærke at efter jeg har fået alt det gamle lort ud, så nyder jeg min graviditet - jeg føler mig lettere, mindre træt og mere i kontakt med babyen i maven.

Jeg har lukket forummet - og så er siden her blevet “min egen” dvs. at det nu kun er mig - Dawn - der skriver herinde. De andre havde for meget om ørerne og de har derfor meldt ud at de ikke havde overskuddet. Man er stadig velkommen til at skrive kommentarer her på siden - men de bliver modereret for der kommer rigtig meget spam!

Jeg er blevet gravid siden sidst jeg skrev herinde. Det afføder en masse tanker: Primært om min fødsel, som aboslut ikke var drømmescenariet sidste gang. Primært fordi jeg ikke føler mig sikker på om det ikke kunne være endt på en anden måde - men også fordi jeg følte mig fortabt på hospitalet, jeg følte mig bundet til hospitalssengen uden at kunne gøre noget - og jeg følte ikke at jeg fik nogen vejledning. Det og mange andre ting skal jeg tale med min jordemoder om når jeg skal til første konsultation i morgen. Jeg skal beslutte mig for om jeg skal have en alm. jordemoder fra hjemmefødselsordningen på Hvidovre, evt. med en doula til at støtte mig (eller måske bare en veninde) eller om jeg hellere vil have en fra Maia-klinikken. Det første der sker er at tale med hjemmefødselsjordemoderen - og finde ud af om hun og jeg kan sammen. Hvis vi kan det, må jeg se hvad jeg derefter beslutter mig for.

Jeg kom lige til at skrive det her inde på www.ammenet.dk - og så tænkte jeg at det var da egentlig ret klogt, så jeg poster det lige her:

Nogen gange tænker jeg at den der “anderkend anderkend anderkend” den virker jo ikke - for han holder jo ikke op med at græde. Men pointen med anderkendelsen er jo ikke at den skal få ham til at holde op med at græde - selvom den ofte gør det - pointen er at han skal lære at det er OK at græde, at det er OK at være vred på mig, og at det er OK at han synes at jeg er dum. Hvis pointen med anderkendelsen var at han skulle holde op med at græde - så var det jo bare en teknik som trøst eller … alle de andre ting forældre nu gør for at få deres børn til at gøre som det gerne vil.

I weekenden kom til at tale om nissegaver, julemænd etc. Og så taler vi om at da vi var små så fik man en kold kogt kartoffel i sutskoen hvis man havde været rigtig rigtig “strid”.  Aj hvor blev jeg bare ked af at høre de andre voksne sidde og snakke om det som om det var et godt pædagogisk værktøj.

Dels det at gøre julen - som skal være børnenes fest - til en mulighed for de voksne til at straffe og belære børnene. Det at gør nissen - som skal være børnenes ven - til de voksnes forlængede arm. Jeg synes at nissen - hvis der skal være såden en - skal være børnenes fortrolige og elskede ven. At julen skal fejre børnenes umiddelbare glæde og begejstring. Og ved at bringe straf og belønning ind i ligningen gør man pludselig julen til at købmandsbutik af gode gerning. Gode gerninger til jul skal gøres for at glæde andre og ikke for at få et stykke slik i sutskoen.

Jeg kom så til at tænke at det altid er de forældre der straffer mest der har mest brug for at straffe - og at den straffrie opdragelse altid skal bevise sig selv i langt højere grad end den straffende opdragelse skal. Hvis et barn opfører sig grimt og ubehageligt over for andre, så er det sjældent at nogen foreslår at man måske skulle prøve at sige lidt mindre nej til barnet og give det lidt friere rammer. At børn i dag ofte er uopdragne og meget “se mig hør mig” skyldes - i følge visse eksperter - at forældrene forkæler dem for meget, sætter dem for meget i centrum og ikke sætter nok grænser - og ikke … at børnene får for meget materiel forkælelse og for lidt nærvær, at de er for meget i institutioner, hvor de aldrig kan være centrum fordi der altid er 12 andre børn der skal tages hensyn til og hvor der hele tiden er regler og grænser.

Så min tanke - i denne søde juletid er: Lad julen være en chance for at vi kan vise vores børn at vi elsker dem ubetinget - uanset om det er gaver eller opmærksomhed/nærhed. Hvis børnene flipper skråt ud og bliver tophysteriske over alle de arrangementer de bliver overlæsset med i julemåneden, så træk stikket ud og lyt til dem - sæt dig ned og tænd et stearinlys medens du leger med dit barn på gulvet, i stedet for at give dem - eller true dem med - en kold kartoffel i sutskoen næsten morgen.

Knus og glædelig jul.

Det man siger afspejler det man tænker og også ens grundlæggende holdning til den man taler om. Når folk omtaler børn - deres egne eller andres - og bruger ord som hysterisk, primadonna, piveri, tuder etc. så får jeg knopper.

En grund til at jeg får knopper er at hvis barnet hører disse ord så signalerer man til barnet at deres følelser ikke er OK. Barnet kan ikke skelne imellem at det er opførslen og ikke dem som personer der ikke er OK, med mindre de voksne meget tydeligt er i stand til at kommunikere at det er opførslen de ikke bryder sig om. Det med følelser skal i den grad skæres ud i pap for børn - og hvis du siger “jeg gider ikke tale med dig når du tuder”, så signalerer du i lige så høj grad til barnet “jeg kan ikke lide dig når du er ked af det” som du siger “jeg bliver irriteret over at du bruger det toneleje”. Det er derfor vigtigt - for mig - at hvis min søn bruger en grådstemme når han vil have noget så at sige til ham “jeg kan ikke forstå hvad du siger når du taler sådan” (helt reelt problem) og samtidig sige “men jeg kan høre at du er ked af det” og kigge ham i øjnene og anderkende at den følelse er OK. 

En helt anden ting er når folk omtaler børn negativt når børnene ikke er i lokalet “ja hun var godt nok hysterisk” - det får mig lige så meget op i stolen og de fleste forstår ikke hvorfor - barnet er der jo ikke og kan derfor ikke tage skade. Men de ord vi bruger reflekterer den måde vi tænker om en bestemt handling - og hvis et barn der bliver vredt og kaster sig på jorden bliver beskrevet som hysterisk - så bliver det også behandlet som hysterisk når det er til stede - også selvom man ikke bruger ordet. Vi skoler os selv i at tænke pænt om børn ved at tale pænt om børn. Så jeg insisterer på at vi øver os i at sige “vred” eller “ked” i stedet for “hysterisk” herhjemme. Jeg insisterer på at sige at Lucas “græder med stemmen” når andre ville sige “piver”. Nogen vil måske mene at det er “politisk korrekt” - og det er det måske, men den polisk korrekte jargon er også opfundet for at lære én befolkningsgruppe at tænke positivt om en anden befolkningsgruppe, fuldstændigt lige som vi nu skal til at lære at tænke positvit om børn. 

Min mand sagde så for et år siden “jamen hvis en voksen opførte sig sådan ville jeg jo også kalde hende hysterisk”. Men der skal man huske at voksne har lært at sætte filter på deres følelser  - det skal børn først til at lære. Derfor skal vi lære dem at udtrykke deres følelser på en acceptabel måde - i stedet for at lære at undertrykke dem.

Nærvær er min største udfordring som forældre. Jeg har så svært ved at være i øjeblikket og nyde at være med min søn at jeg ofte føler at jeg snyder mig selv for noget - og lige så meget at jeg snyder ham for noget. Jeg ville elske at være en rulle rundt på gulvet og grine forældre. Det har jeg vidst skrevet før. Jeg ville elske ikke at teoretisere så meget over min måde at være med ham på - og bare være i stedet. Men det er svært - det sidder i mig at det ikke er værdifuldt at sidde på gulvet og lege futtog. 

Min beslutning er at jeg skal give plads til “ja’et” og prøve at finde det hver dag. Jeg sætter mig ned på gulvet og leger med ham. Uanset om jeg føler at jeg liiiiiiiiiiiiiiiiiiiige bør gøre “noget”. Så jeg siger “ja” når han beder om at vi skal gå ned i stuen og lege. Jeg siger “ja” når han beder om  at jeg læser en historie. Jeg siger “Ja” når han fjoller og ikke vil have ble på fordi han vil have mig til at jage ham igennem huset og kilde ham til han siger stop. Og jeg øver mig i at ignorere den stemme inden i mig der siger “nu må han da snart have fået mor nok” eller “nu skal jeg snart til at lave aftensmad” eller “gad vide om der er nogen der har svaret på mit indlæg inde på ifavn”.

I går resulterede det i at jeg sad på gulvet og legede - og blev ved med at lege til efter vi faktisk skulle være gået i gang med aftensmaden. Og det magiske skete at min mand synes at nu burde vi nok gå igang med at lave mad - og så lavede han mad. Og vi hyggede os og grinede og jeg fik lov til at snuse til min søns bløde nakke. Og vi byggede den fedeste zoologisk have vi nogen sinde har bygget. Og i går efter aftensmaden ville han se fjernsyn - men da han kravlede ind i sengen ville han ikke have ble på - så vi kildede og legede løver og slåssede og til sidst fik vi også en ble på uden at nogen (mindst af alt moderen) blev sure på nogen. Og bagefter legede vi flyvemaskine og fløj og fløj og fløj - og grinede og grinede og grinede. Og vi glemte alt om tegnefilm og gik ned  og legede mere zoologisk have. Lige ind til moderen blev for træt og sagde “nu er jeg træt jeg orker ikke at lege mere”, OK sagde drengen og gik op i soveværelset og sad og så tegnefilm med sin far. 

Og jeg nåede hverken mere eller mindre - men jeg er sikker på at jeg lagde adskillelige minutter til mit liv med den glæde jeg oplevede og alt det jeg fik grint.

Læste for et par dage siden noget om en dreng der bider et andet sted på nettet, og kom i den forbindelse til at tænke på at Mathilde forresten også har sat tænderne i os (hendes mor og far) et par gange på det sidste……..Sikkert fordi hendes far er meget væk hjemmefra lige nu, og helt sikkert fordi hendes mor er så tæske lækker at hun er lige til at spise  

Første gang hun gjorde det, sket det i forbindelse med at vi havde besøg, hun kravlede op på skødet af mig og satte tænderne i min skulder….”AVVV for sa, kom du lige til at hapse mor ? Ved du hvad, nogen gange tænker jeg faktisk også på at du er så lækker at jeg kunne æde dig” og så fik hun sig en kildetur til stor fornøjelse for både hende og mig. 
Anden gang, var Nikolaj lige kommet hjem, hun løber hen til ham og han tager hende op, hvorefter hun bider ham…..Shit hvor blev han måløs, men fik den heldigvis hurtigt vent til at han også havde savnet hende helt vildt, og så krammede de løs og løs. Tredje gang, var for et par dage siden, midt i at vi alle 5 ligger med en ordentlig omgang influenza, jeg har lige musset Elias i søvn i sofaen, og Mathilde kravler op til mig, og lige der er det som om verden lukker sig omkring os, åhhh hvor var det dejligt at sidde der med hende, helt tæt og bare fyldes op med kærlighed til den skønne pige….. 
måske blev det bare for voldsomt for hende med de store følelser, måske ville hun gerne at vi lavede noget fis og ballade, jeg ved det ikke, men efter hun bed mig og jeg fortalte hende om hvor meget jeg nød lige at sidde der med hende, og om at det både gjorde mig meget, meget glad, så gjorde det mig også lidt trist, for det er jo ikke hele tiden man bare kan sidde der og elske hinanden, krammede hun mig endnu tættere end før. 

Men tilbage til det jeg ville skrive om, når jeg så læser om andre børn som bider meget, altså så meget at det er et problem for dem når de er sammen med andre mennesker, så syntes jeg faktisk det er helt forkert at de voksne koncentrerer sig om selve bidningen, for IMO er det da grunden til at barnet bider der er den vigtigt, hvilket også er grunden til at vi bare kramme og kilder Mathilde når hun bider, for hvem kan gøre andet når hun bare forsøger at kommunikerer ud at hun er SÅ glad for os at hendes lille krop næsten ikke kan rumme det ?

Jeg sidder og læser en del om unschooling og consensual living. En del af os på ifavn.net har oplevet at vi selv eller vores børn ikke har passet ind i det danske skolesystem. De får labels - HBB, ADHD, Asbergers, eller hvad der nu er “moderne” for tiden.

Et eller andet sted så tænker jeg at disse labels er et sygdomstegn - ikke på børnene, men på et skolesystem og institutionssystem der ikke kan rumme anderledeshed. For hvis børnene gik hjemme hos os ville det så være vigtigt om de var hurtigere eller langsommere end andre børn. At de var mere indelukkede end det der opfattes som normalt? Eller at de ikke kunne sidde stille når de skulle lære men helst ville fjumse rundt på en stol? Er indlæringsvanskeligheder en hjerneskade eller er det noget der opstår fordi skolen ønsker at lære alle børn det samme materiale på den samme måde? 

Jeg læser Jan Hunt - The Natural Child. Hun skriver at hvis man kom hen på en planteskole og mødte en gartner der prøvede at åbne bladene på roser der ikke var sprunget ud endnu, fordi hans chef havde sagt at alle roserne skulle blomstre i den her uge - så ville man synes at han var komplet idiot. Lige ledes hvis han havde limet bladene sammen på dem der blomstrede ugen før - fordi det var for tidligt. Men i skolerne prøver man at lære børn at læse uanset om de er klar til det - og i børnehaverne prøver man at undgå at børnene knækker læsekode “for tidligt”. Men hvis børn lærer at læse i deres eget tempo - når de er klar, så vil de i langt højere grad sætte pris på læsningen. Selvom det lykkes for regeringen at fremskynde alderen for hvornår børn lærer at læse - vil de så have aktive læsere når de afslutter skolen?

Min søn er 2 - han er igang med at lære alfabetet? Skal jeg stoppe ham? Næppe - det kommer simpelthen ikke til at ske. Men hvad sker der så når han starter i skole? I beskrivelsen af børnehaveklasse står der “vi leger med tal og bogstaver” - det gør han så nu 4 år før han skal starte - hvad så, skal jeg klistre et label på ham hvor der står “HBB” og så er der forhåbentlig en lærer der fatter hvad det går ud på? Krydse fingre for at han ikke får besked på at sidde bagerst i klassen og være stille? Pt. ønsker vi at få ham i en skole der ikke opererer med klassetrin… jeg tror der findes 2 af den slags i Danmark! Heldigvis ligger de begge i Valby.

Jeg sidder og læser lidt om ikke voldelig kommunikation på www.theparentingpit.com - og jeg kan lide det jeg læser. Jeg har altid haft det underligt med girafsprog og har haft svært ved at sætte ord på hvorfor jeg har haft det underligt med det. Jeg tror grunden er ved at gå op for mig nu - samtidig med at jeg forstår at det ikke er girafsprog eller ikke voldelig kommunikation (IVK) der er problemet, det er implementeringen derimod. 

Jeg synes alt alt for ofte at jeg har oplevet IVK implementeret som et middel til manipulation - som en metode til at få barnet/den anden til at forstå dine følelser. Ikke som en metode til at forstå andres følelser. Jeg har set forældre tale deres børn til “fornuft” med “girafsprog” ved at tale og tale og tale - om hvad jeg har brug for og hvad jeg føler når du gør… og jeg har været ved at brække mig over det. I de tilfælde har jeg altid synes at det ville være mere ærligt at sige “ærgerligt bærgerligt mester prut, men du skal i vuggestue, sådan er vores liv, og hvis ikke vi går nu kommer vi for sent”. For faktum er at det ikke kan forhandles - så skal man heller ikke lade som om det kan forhandles - det er manipulation.

Men hvis IVK bruges som et værktøj til at forstå barnet/den anden - så er det straks et helt helt andet game. Min mand læste Cowi’s “7 gode vaner” og han taler også med irritation om aktiv lytning etc. som manipulerende metoder - fordi de forbliver metoder, men så havde han et andet værktøj, tror det hed “autentisk lytning” eller også gav han det ikke et navn. Men det handlede om at sætte sig ned og virkelig lytte til hvad den andens behov er, hvad den anden ønsker - og så først når man har forstået hvad den anden gerne vil have, så prøve at fortælle hvad det er man gerne vil have og prøve at finde en måde hvorpå alle kan få det de gerne vil uden at nogen taber - altså win-win. Cowi taler om forretningslivet - men det er ligegyldigt om det er ægteskabet eller forældreskabet eller regnskabet - man skal lytte og forstå, før man kan løse problemer. 

Jeg øver mig selv i at høre hvad det er Lucas vil have, det er ofte ret velartikuleret. Men jeg har ikke helt grejet hvordan jeg opnår en win-win situation af “mor læse Peter Pedal” og “jeg orker ikke mere Peter Pedal i dag”… hmmmm… tænke.

Jeg var træt i dag. Havde virkelig været der for Lucas i dag og leget og tegnet og hygget. Han har været meget… bare meget i dag. Tror han er lidt småsyg - snotnæse har han i hvertfald - og måske også lidt feber, men selvfølgelig ikke sådan “sove meget” syg dreng - bare irritabel. Så da klokken var 4 var jeg ødelagt (han havde kun sovet 1 time til middag…). 

Marcus sad og kæmpede med at få fat i et password til DNS registreringen på ifavn.net - jeg havde glemt passwordet og … jeg havde sat inboxen på www.ring2.dk som modtager af admin-mail… den inbox var så midlertidigt lagt ned i forbindelse med at vi flyttede server… lang historie kort - Marcus havde en masse bøvl og det var primært pga. mit site (hans eget havde taget ca. 5 min at flytte). Så hvis jeg ville have ifavn.net op at køre i dag - kunne han ikke aflaste mig. 

Men det skulle han selvfølgelig have gjort alligevel. For tråden knækkede og jeg råbte af Lucas fordi han var ved at rive en bog i stykker. Og lidt senere fordi han tog mit garnnøgle og løb med det. Så Marcus kom og tog ham - nu skulle han hjælpe med at lave mad, medens mor stenede dårlige opdragelsesprogrammer på Kannal 5. 

På vej ned ad trappen siger Lucas - “mor ked af det”  og nede i stuen fandt han så en lille “dukke” pind (sådan en pind hvor man sætter skriver i forskellig størrelse på - og så et hovede for oven) - på den pind satte han en legoblomst og løb ind i soveværelset til mig “fødedas’gave mor - tillykke!” og så fik jeg den som gave. 

 er han ikke bare dejlig